01/12-13 - 13 dage gammel

Da vi vågnede første december var det med søvn i øjnene - for det havde været en meget trætende nat. Silke havde vågnet med en times mellemrum. Efter vi havde givet hende mad omkring midnat vågnede hun 1:50, 04:55, 06:30, 07:30 og 07 55. Alle gangene fik hun noget at spise.Overlægen Christian sagde godt at vi kunne forvente at det ville blive en hård nat; da det ofte er svært for en lille baby at skulle tilvende sig til at spise selv, ligeså er det svært for forældrene at få en god rytme for amningen. Men det gode ved denne nat var at hun meldte sig selv og grad når hun ville have trøst og amning. Vi var rigtigt glade for at hun viste så meget lyst og vi var fortrøstningsfulde for hvordan de næste dage skulle komme til at gå. Silke havde været rigtigt dygtig syntes vi <3 

Sonden var væk: Silke hev sonden ud Kl 7:30. Charlotte der havde ligget med hånden nær hendes seng, kunne pludselig mærke at sonden var væk. Da hun kiggede lå den over Silkes hoved og det var tydeligt at hun havde trukket den ud i løbet af natten. Vi hentede plejeren Louise der fortalte os at vi skulle vente og se om hun selv drak, for der var ingen grund til at putte sonden tilbage før det blev nødvendigt. Hun sagde at hvis Silke pludselig ikke drak så skulle hun have den igen. Heldigvis blev det ikke nødvendigt, resten af dagen drak hun selv og det var super dejligt at se hende uden den dumme sonde, det var skønt at se hendes lille ansigt uden det indgreb som vi lidt syntes en sonde er. Vi er også sikre på at sondefodringen ødelægger den naturlige suttelyst, når man bliver fyldt med mælk hver tredje time, er der ikke megen lyst tilbage for selv at bede om mad - så vi er sikre på at det faktum at sonden blev fjernet har været med til at stimulerer hendes egen madlyst.

Vi havde været lidt spændte på om Silkes gulsot var væk, hun var stadig en smule gul og vi håbede virkelig ikke hun skylle ligge i lys igen. Det er så synd når hun bare skal ligge der og vente, det er så svært at tage hende op og i det hele taget er det bare ubehageligt at hun skulle ligge med hjelm og briller på. Desværre kunne de ikke give et svar, men omkring Kl. 12:00 kom børnelægen Jesper og gav os svar på gulsot prøven. Hendes tal lå på 232 som vi syntes lød meget højt, men grundet hendes alder og vægt havde de hævet tallene for hendes nedre bilirubin grænse. Den skulle ligge på mindst 275 før hun skulle i lys, hvilket var dejligt at høre. Så slap lille Silke for at skulle i lystelt, dog ville de tjekke hendes tal igen inden vi blev hjemsendt, så de var sikre på at hun var helt uden for fare for at få gulsot igen.

Her ses smukke lille Silke som sover, som man kan se var hun stadig en smule gul syntes vi. 
Lægen Jesper bekræftede udskrivelsen. Han sagde at vi højest sandsynligt kommer hjem inden weekenden, hvis bare at silke kunne holde varmen og hvis hendes gulsot ikke stiger; hvilket de ikke mener den gør. Igen var det dejligt at høre, vi glæder os meget til at blive en normal familie.

Charlotte havde ondt i maven, meget ondt. Vi frygtede det var blærebetændelse så vi gik ned til barselafsnittet og fik taget en urinprøve. Den var negativ, lægen dernede fortalte Charlotte at det lød præcis som efterveer. Efterfølgene havde Charlotte flere af disse efterveer som gjorde ret ondt.

Resten af dagen bød på babyhygge, vi lå bare og flød med Silke hvilket var super dejligt.
På billedet ses hun i sit nye præmatur tøj, er hun ikke bare dejlig :)
Silke skulle have ACD som hun plejer, dog denne gang i munden da hun ikke længere har sonde. Det var dælme ulækkert syntes hun. Det var første gang vi gav hende det oralt, så vi havde ikke tænkt på hvor dårligt hun syntes det smagte. Oven i hatten havde vi godtroende blandet det op i en lille sprøjte med 2 ml mælk, hvilket bare resulterede at hun skulle slubre sig igennem mere af den fæle cocktail. Hun lavede den ene grimasse efter den anden, det var virkeligt ulækkert syntes hun. Stakkels lille skat, det var ikke spor sjov. Selv i den tidlige alder er det meget tydeligt når tingene ikke smager godt. 

Uadarx - ACD vitamin er mega ulækkert syntes Silke, stakkels lille skattepige.
(Som man kan se sidder englehuden fra sonden stadig i hendes ansigt).



Leave a Reply.

    Om bloggen

    Denne side er lavet af Mikkel og Charlotte,
    Silke's forældre.

    En dag til dag fortælling om vores ophold på neonatal


    Silkes termin:

    Arkiver

    December 2013
    November 2013

    Kategorier

    All