28/11-13 - 10 dage gammel
Puha. Jeg, Mikkel, vågnede op i en stol på hospitalgangen uden foran opholdstuen hvor Charlotte og Silke sov. Charlotte vågnede brat og undrede sig over hvor jeg var. Hun havde ringet et par gange, men telefonen var død for strøm. Da hun rejste sig så hun hurtigt at jeg sad uden foran på en stol. Der var flere der gloede underligt på mig, (Mikkel), da de gik forbi; jeg tror ikke folk på Neo er vandt til at der står en lyskasse i opholdsstuen og at der ligger folk/babyer og sover derinde. Plejeren Lene kom omkring kl 9:00 og "smed" os ud af rummet. Hun var meget utilfreds med vores beslutning om at sove uden for intensivstuen, hun sagde det ikke rigtigt med ord, men det lå tungt i luften og hun virkede sur. Men vi var ligeglade, både Silke og Charlotte havde brug for søvn - det var det eneste vigtige for os, så det tog vi ikke notits af. Vi blev vist tilbage til stuen hvor vi oprindeligt lå og måtte forlade den rolige opholdsstue, hamrende trætte, med ondt i ryggen og utilfredshed over vores situation. Vi havde ikke sovet mere end en time eller to hele natten.
Efter at have faldet til ro på stue-2 kom plejeren Louise, en af vores absolutte yndlingsplejere; hun er altid forstående og gør det lidt nemmere for patienterne at ligge på Neo, udelukkende pga. hendes medmenneskelighed. Efter at have talt med hende lovede vi at vi nok skulle blive på stuen og at gårdagens hændelse ikke skulle gentage sig igen. Hvis det skete igen skulle vi rette henvendelse til personalet og udrede vores problemer med dem istedet. Vi prøvede at få lidt mere søvn, men det lykkedes ikke rigtigt. Vores nabo's baby grad stadig, men på dagholdet er der flere til at tage sig af dem, så det var ikke lige så slemt som foregående nat.
Charlotte var ret ked af det i dag. Hendes mælk var gået drastisk tilbage pga. alt det stress som det grædende barn/fraværende forældre havde skabt på stuen. Hun var gået fra 250ml til 90ml pr. udmalkning, kun pga. stress. Det er meget sørgeligt da hun ellers var afdelingens bedste mælkeproducent, det gik hende meget på, men var selvfølgelig ikke hendes skyld. Det var lidt et slag, og en måde hvor det direkte kunne måles hvor meget vores nye nabo egentlig havde stresset os.
Det var i dag vi skulle tale med hospitalets psykolog fra børneambulatoriet, det havde vi fået anbefalet af andre præmature forældre via "foreningen for præmatures vilkår". På vej derhen mødte vi overlægen Christian, han stoppede os, roste Charlotte ind i skyerne og sagde at hun var den bedste mor man kunne forestille sig og at jeg, Mikkel, havde valgt en god kvinde som mor til mit barn. Han var imponeret over Silkes udvikling, over Charlottes evne til at producerer mælk, og over vores vilje som forældre. Det var en dejlig meddelelse :) Desuden gav han Mikkel et brev som måske kunne fristille ham for aktivering, det bliver spændende at se om det måske hjælper vores trængte situation. Christian er en rigtigt god læge når først man lærer ham at kende.
Her er brevet fra overlægen Christian, jeg syntes i skal se det da det er vigtigt hvordan systemet behandler forældre til præmature børn. Vi ved stadig ikke om det hjælper vores situation.
Puha. Jeg, Mikkel, vågnede op i en stol på hospitalgangen uden foran opholdstuen hvor Charlotte og Silke sov. Charlotte vågnede brat og undrede sig over hvor jeg var. Hun havde ringet et par gange, men telefonen var død for strøm. Da hun rejste sig så hun hurtigt at jeg sad uden foran på en stol. Der var flere der gloede underligt på mig, (Mikkel), da de gik forbi; jeg tror ikke folk på Neo er vandt til at der står en lyskasse i opholdsstuen og at der ligger folk/babyer og sover derinde. Plejeren Lene kom omkring kl 9:00 og "smed" os ud af rummet. Hun var meget utilfreds med vores beslutning om at sove uden for intensivstuen, hun sagde det ikke rigtigt med ord, men det lå tungt i luften og hun virkede sur. Men vi var ligeglade, både Silke og Charlotte havde brug for søvn - det var det eneste vigtige for os, så det tog vi ikke notits af. Vi blev vist tilbage til stuen hvor vi oprindeligt lå og måtte forlade den rolige opholdsstue, hamrende trætte, med ondt i ryggen og utilfredshed over vores situation. Vi havde ikke sovet mere end en time eller to hele natten.
Efter at have faldet til ro på stue-2 kom plejeren Louise, en af vores absolutte yndlingsplejere; hun er altid forstående og gør det lidt nemmere for patienterne at ligge på Neo, udelukkende pga. hendes medmenneskelighed. Efter at have talt med hende lovede vi at vi nok skulle blive på stuen og at gårdagens hændelse ikke skulle gentage sig igen. Hvis det skete igen skulle vi rette henvendelse til personalet og udrede vores problemer med dem istedet. Vi prøvede at få lidt mere søvn, men det lykkedes ikke rigtigt. Vores nabo's baby grad stadig, men på dagholdet er der flere til at tage sig af dem, så det var ikke lige så slemt som foregående nat.
Charlotte var ret ked af det i dag. Hendes mælk var gået drastisk tilbage pga. alt det stress som det grædende barn/fraværende forældre havde skabt på stuen. Hun var gået fra 250ml til 90ml pr. udmalkning, kun pga. stress. Det er meget sørgeligt da hun ellers var afdelingens bedste mælkeproducent, det gik hende meget på, men var selvfølgelig ikke hendes skyld. Det var lidt et slag, og en måde hvor det direkte kunne måles hvor meget vores nye nabo egentlig havde stresset os.
Det var i dag vi skulle tale med hospitalets psykolog fra børneambulatoriet, det havde vi fået anbefalet af andre præmature forældre via "foreningen for præmatures vilkår". På vej derhen mødte vi overlægen Christian, han stoppede os, roste Charlotte ind i skyerne og sagde at hun var den bedste mor man kunne forestille sig og at jeg, Mikkel, havde valgt en god kvinde som mor til mit barn. Han var imponeret over Silkes udvikling, over Charlottes evne til at producerer mælk, og over vores vilje som forældre. Det var en dejlig meddelelse :) Desuden gav han Mikkel et brev som måske kunne fristille ham for aktivering, det bliver spændende at se om det måske hjælper vores trængte situation. Christian er en rigtigt god læge når først man lærer ham at kende.
Her er brevet fra overlægen Christian, jeg syntes i skal se det da det er vigtigt hvordan systemet behandler forældre til præmature børn. Vi ved stadig ikke om det hjælper vores situation.
Hos psykologen havde vi ikke så meget tid, så det var os der førte det meste af ordet. Psykologen var rigtigt flink og lyttede til vores fortælling om vores ophold og følelser på Neo. Vi fortalte historien med at vi havde sovet i opholdsstuen og vi fortalte om vores svære tid på Neo. Egentlig havde vi håbet at det måske kunne hjælpe os at komme i familiestue, det var vores første grund til samtalen; men det tror vi ikke det gør set i bakspejlet. Vi ved ikke rigtigt om det var nødvendigt med samtalen, men det er altid rart at brokke sig til nogen. Psykologen roste os og syntes at vi klarede pasningen af Silke til topkarakter og hun sagde vores forældrevilje var helt igennem god. Så igen var det rart med lidt ros oven på den sidste nat hvor vi ikke fik lukket et øje.
Silke drak i dag: 23ml, 40ml, 5ml og 35ml over to måltider.
Silke drak i dag: 23ml, 40ml, 5ml og 35ml over to måltider.
RSS Feed