23/11-13 - Fem dage gammel
Nu begyndte det at blive hårdt at bo på Neo. Man kunne mærke at man savnede at komme hjem, det hele virker så fremmet og koldt på et sygehus. På en anden måde føler man lidt at skulle bevise over for personalet at man kan passe sit eget barn. Det er ikke spor sjovt og situationen kunne føles presset, syntes vi. På stuen er der konstant alarmer fra de andre babyers overvågning, og ens samvittighed og moder/faderfølelse forbyder en at sove væk fra ens lille baby på mødrestuerne. Det er ikke sjovt at tænke på at en eller anden sygeplejerske måske kender ens barn bedre end en selv, hvis man altså, som flere andre, valgte ikke at være til stede. Forleden var der en sygeplejerske der pointerede at vi var for meget på stuen, hun sagde ordret "at de ville have mere kontrol over deres babyer" - og at det hele ikke skulle være op til forældrene. Det var ikke ret sjovt at høre, for det er vores baby. Desuden er det en slags regel at man ikke må nusse/pusse med sin baby i de første dage. Plejerne siger at for tidligt fødte børn ikke kan tåle/lide det pga. de følsomme nervebaner. Det er meget svært ikke rigtigt at måtte røre sin baby, når man i månedsvis har planlagt hvordan man skal give det kærlighed og hvilke sange man skal synge for det etc. (Vi må indrømme at vi nussede hende, mest blot ved at lægge en hånd på hende og tale til hende).
Et andet stort problem er at mænd må ikke rigtigt må sove på Neo, det er en regel at kun én må blive på stuen hvis man sover. Hvis faderen sover, skal moderen forlade rummet og sove på en mødrestue. Men vi vil ikke lade vores datter ligge på et sygehus uden os begge to, så vi blev begge i rummet, søvn eller ej!
Vi er begge ret overraskede over hvor hårdt det er at bo her. Selvom vi udadtil smiler og prøver at virke stærke, kan vi allerede mærke man er revet væk fra ens hverdag. Det er meget svært at få et langvarigt ophold til at hænge sammen med at bo på en hospitals afdeling. Vi har både dyr der skal passes derhjemme og dagligdags ting der skal ordnes. Man kan ikke garderer sig imod den slags - og at man ikke har privatliv og ikke kan være sammen som par/nybagte forældre gør det ikke spor nemmere. Men det er ikke kun os der har det sådan, vores nabo på stuen; som fik kejsersnit dagen før Charlotte, er allerede gået ned med stress efter kun fire dage. Hun grad og grad over for personalet, fordi hun følte det som et overgreb at hun ikke kunne få søvn og at de som par ikke kunne være sammen om det. Hun har nu bedt om at blive flyttet pga. stress og fik en stue for sig selv, hvilket var lidt irriterende når alle vi andre har det ligesådan. Der er kun fire forældre stuer og der er megen rift om dem.
Silke lå i dag stadig i lysbehandling.
På billedet ligger silke i lysbehandling, det bliver skønt når hun kommer ud :)
Nu begyndte det at blive hårdt at bo på Neo. Man kunne mærke at man savnede at komme hjem, det hele virker så fremmet og koldt på et sygehus. På en anden måde føler man lidt at skulle bevise over for personalet at man kan passe sit eget barn. Det er ikke spor sjovt og situationen kunne føles presset, syntes vi. På stuen er der konstant alarmer fra de andre babyers overvågning, og ens samvittighed og moder/faderfølelse forbyder en at sove væk fra ens lille baby på mødrestuerne. Det er ikke sjovt at tænke på at en eller anden sygeplejerske måske kender ens barn bedre end en selv, hvis man altså, som flere andre, valgte ikke at være til stede. Forleden var der en sygeplejerske der pointerede at vi var for meget på stuen, hun sagde ordret "at de ville have mere kontrol over deres babyer" - og at det hele ikke skulle være op til forældrene. Det var ikke ret sjovt at høre, for det er vores baby. Desuden er det en slags regel at man ikke må nusse/pusse med sin baby i de første dage. Plejerne siger at for tidligt fødte børn ikke kan tåle/lide det pga. de følsomme nervebaner. Det er meget svært ikke rigtigt at måtte røre sin baby, når man i månedsvis har planlagt hvordan man skal give det kærlighed og hvilke sange man skal synge for det etc. (Vi må indrømme at vi nussede hende, mest blot ved at lægge en hånd på hende og tale til hende).
Et andet stort problem er at mænd må ikke rigtigt må sove på Neo, det er en regel at kun én må blive på stuen hvis man sover. Hvis faderen sover, skal moderen forlade rummet og sove på en mødrestue. Men vi vil ikke lade vores datter ligge på et sygehus uden os begge to, så vi blev begge i rummet, søvn eller ej!
Vi er begge ret overraskede over hvor hårdt det er at bo her. Selvom vi udadtil smiler og prøver at virke stærke, kan vi allerede mærke man er revet væk fra ens hverdag. Det er meget svært at få et langvarigt ophold til at hænge sammen med at bo på en hospitals afdeling. Vi har både dyr der skal passes derhjemme og dagligdags ting der skal ordnes. Man kan ikke garderer sig imod den slags - og at man ikke har privatliv og ikke kan være sammen som par/nybagte forældre gør det ikke spor nemmere. Men det er ikke kun os der har det sådan, vores nabo på stuen; som fik kejsersnit dagen før Charlotte, er allerede gået ned med stress efter kun fire dage. Hun grad og grad over for personalet, fordi hun følte det som et overgreb at hun ikke kunne få søvn og at de som par ikke kunne være sammen om det. Hun har nu bedt om at blive flyttet pga. stress og fik en stue for sig selv, hvilket var lidt irriterende når alle vi andre har det ligesådan. Der er kun fire forældre stuer og der er megen rift om dem.
Silke lå i dag stadig i lysbehandling.
På billedet ligger silke i lysbehandling, det bliver skønt når hun kommer ud :)
Her får hun mad via sonden, det bliver skønt når hun kan amme alt sin mad selv :)
De positive oplevelser kommer alle fra lille Silke, fx ammede hun for første gang et helt måltid på 20 ml. Det var meget glædeligt, men igen var det under den store tur kl. 10:00, (med pusling, temperaturmåling og vask). Det virker som om at vasken vækker hende lidt og gør hende morgensulten efter mere, resten af dagen ville/kunne hun ikke amme, det lykkedes os kun at få 3 ml i hende under et af måltiderne. Vi håber virkelig at det hele kommer snigende og hun snart begynder at tage mere føde til sig. I morgen skruer sygeplejerskerne hendes rationer op på 25 ml. hver anden time, vi håber virkelig Silkes lille mave kan følge med, for det ville være dejligt hun begyndte at tage lidt på. I morgen skal hun igen have taget en blodprøve for at fastslå om hun stadig har for høje bilirubintal i blodet. Gulsoten kan gøre hende meget træt, plejerne siger det måske kan være derfor hun ikke drikker, fordi kræfterne simpelthen ikke er der. Kroppen skal arbejde hårdt under en gulsot behandling.
Efter vores stue-nabo beklagede sig har de flyttet stue, vi ligger nu alene på stuen. Men det er en kortvarig frihed, der kan komme en intensiv-præmatur når som helst som skal have pladsen, hvilket jo er helt forståeligt - jeg flytter så snart der kommer et nyt par; de skal jo også have ro som vi selv har manglet så meget under vores ophold. Men i nat vil vi nyde at kunne snakke lidt sammen uden at skulle tænke på vi ikke er alene.
Efter vores stue-nabo beklagede sig har de flyttet stue, vi ligger nu alene på stuen. Men det er en kortvarig frihed, der kan komme en intensiv-præmatur når som helst som skal have pladsen, hvilket jo er helt forståeligt - jeg flytter så snart der kommer et nyt par; de skal jo også have ro som vi selv har manglet så meget under vores ophold. Men i nat vil vi nyde at kunne snakke lidt sammen uden at skulle tænke på vi ikke er alene.
RSS Feed