18/11-13 - Forord

Her er beretningen om vores uventede ophold på neonatal afdelingen på Holbæk sygehus. En historie om alle de mange følelser der opstod og hvordan vi kom igennem, den for os, svære tid, der både bød på gode og dårlige oplevelser. 

Masser af ventetid: Imellem måltider, sovetider og de mange tjek kan det være svært at få tiden til at gå på Neo. Denne blog er lavet i disse mange stunder hvor vi bare sad og ventede uden at have noget at lave. Man kan sige at det har været vores måde at få tiden til at gå :) Man kan også vælge at kalde det slags dagbog over følelser og oplevelser med vores lille guldklump, så vi alle tre, om mange år, kan huske hvad der skete mens vi var på Neo.
________________________________________________________________________________________

Charlotte og jeg havde længe snakket om børn, faktisk i årevis. Da tiden kom og Charlotte blev gravid; var det selvfølgelig den største ting der kunne ske i vores liv, et ønskebarn uden lige. Som alle andre forældre dannede vi allerede tidligt i graviditeten en masse tanker om hvordan det hele ville blive, hvordan det første stykke tid skulle gå og hvordan vi ville fungerer som ny børnefamilie. Som alle andre havde vi mange forventinger til den kommende tid og vi startede ud med største selvsikkerhed. Vi indkøbte tøj og møbler til en mindre formue og indrettede vores hjem så det var helt klar til baby. 

Herunder ses beviset på Charlottes graviditet, den dag var helt speciel. Både fyldt med glæde men også nervøsitet over at vores liv fra nu af var ændret for altid.
Det er helt utroligt så mange følelser man får for sit barn, og hvor meget man glæder sig til at se det, allerede inden det er født. Man ved ikke det er muligt før man selv har prøvet det, men vi kan garanterer at den kærlighed man får til sit barn er større end alt andet i livet, derfor er det klart at det sætter mange dybe følelser i gang når tingene ikke går som planlagt. Jeg, Mikkel, glædede mig til at synge de sange jeg selv fik sunget som lille og så meget frem til at passe min datter Charlotte havde det ligeså. Vi var besluttede på at skabe de tryggeste rammer hun overhovedet kunne forestille sig, et hjem fyldt af masser af kærlighed, overskud og glæde. Men stik mod vores forventninger kom vores datter for tidligt til verdenen og vi blev nød til at omstille os til at skulle bo på neonatalafdelingen på Holbæk sygehus inden vi kunne realiserer vores familie. Her skulle Silke opleve sit første møde med verden, en klinisk og anderledes verden end den vi havde tiltænkt hende.

Set i bakspejlet er vi utroligt glade for at vores datter blev hjulpet godt til verdenen, nu hvor hun kom for tidligt ud. Men der var også mange ting der var virkelig ubehagelige ved at bo på en hospitals afdeling. Ikke blot føler man at man skal bevise man er en god forælder, men man bliver udsat for et stort pres ved pludselig at skulle forlade sit liv og sine vante gøremål/omgivelser. Endnu værre er det som om personalet til tider syntes at ens barn også er hospitalets barn - og at man som forældre ikke har ret meget at skulle have sagt mens man er her mht. pasning. Plejerne siger hele tiden "børnene er vores ansvar, det er et meget vigtigt ansvar, så vi vil være inde over selv de mest basale ting". Jeg kan dog hurtigt regne ud at det er et ansvar over for cheferne og pæne tal i hospitalstatistikken hvis uheldet skulle ske. Ikke et ansvar som en forældre føler - et ansvar dybt i ens sjæl. Hvis der skulle ske noget med en baby på Neo ville plejeren bare tage hjem og holde fri bagefter - sikkert gruende for deres samtale med en overordnet. Vi skulle leve med det resten af livet. Så jeg kan anbefale andre med for tidligt fødte børn: Tal med store ord, forlang at du vil passe dit eget barn, det er jo trods alt ens barn, ikke deres. Jo mere man klarer selv jo bedre og jo hurtigere bliver man også vurderet: "egnet til at passe sit for tidligt fødte barn", eller hvilket udtryk de nu bruger? Desuden er vi sikre på at ens barn hurtigere ammer selv, tager på og kan termoregelurer hvis man som forældre er ene om pasningen. Vi føler ikke at det er sundt for et lille barn at være i for mange hænder. 

Vi syntes begge at man udsættes for rigtigt meget unødvendigt pres. Dette er specielt grundet pladsmangel/resourcemangel, men også pga. regler om hvem der må sove på Neo og hvornår. Disse problemer kunne vi også mærke på de andre forældre på afdelingen, de havde det præcis lige som os og syntes det var svært at skulle omstille sig så pludseligt. Vores nabo på afdelingen, som har en lille dreng, (meget nær Silkes sag), havde det fx endnu sværere end os. Til tider synes hun utroligt trist over situationen og snakkede meget om at hun syntes det føles som et overgreb at være på Neo. Så vores følelser og historie er nok ret normalt for forældre med præmature børn uanset hvor meget de vejer og hvor gamle de er når de kommer til verdenen.  

Flere af disse problemer kan kort nævnes, men bliver selvfølgelig også berørt i artiklen:
Man må ikke have sit barn ved siden af en på stuen, for stuen hvor man sover på er væk fra ens barn. Og selv om det ligger dybt i en at man bør være nær ens lille baby, lader det sig ikke rigtigt gøre på Neo - i hvert fald ikke som et forældrepar. Hvis man vælger at sove ved ens barn er det umuligt at få den mindste smule søvn. Der må kun være en forælder om natten, hvilket er meget opslidende for et parforhold. Der er åbent mellem afdelingerne og der er alarmer og maskinstøj hele tiden. Man vækket af personalet med præcis de timers mellemrum som står i ens baby's madplan, (hvilket selvfølgelig er forståeligt), hvis man sover nær babyen. Det gør at man max kan sove 1-2 timer ad gangen inden man skal op igen. Der ligger altid flere på en stue og det er ikke til at at få bare en smule privatliv, faktisk er det eneste privatliv man får når man er på toilettet - ellers kender ingen til udtrykkket "privatliv" på Neo. Det værste er lidt at fædre ikke rigtigt kan føle velkomne, det har været en af de ting der gik os allermest på. Hvis fædre vil sove nær baby; så må mor ikke sove der længere, så skal hun forlade stuen og sove i en mødrestue - og fædre får ingen mad osv. da de ikke er indlagt. Det gør det meget besværligt at være far på Neo. Som mand føler man sig meget uvelkommen og man kan ikke støtte sin kæreste i denne svære tid. For mig og Charlotte er det meget svært da vi har levet sammen i 10 år og er ret afhængige af hinanden; pludselig måtte vi ikke være her begge to. Det lægger et stort pres på specielt kvinden da hun er forpligtet til at amme, har smerter og brug for støtte i forbindelse med kejsersnittet. Hun kan ikke bare tage hjem da hendes brystmælk er vigtig for barnet. Vi valgte bare at gøre det alligevel, jeg (mikkel), sov i en stol ved siden af Charlotte. Dette har vi dog kun kunne gøre fordi vores tidlige nabo var forstående og fordi vi i en periode var alene på stuen. Hvis der kom et nyt forældrepar er det klart at jeg måtte forlade stuen, de har jo lige så meget ret til at falde til som vi havde brug for de første par dage. De få gange jeg blev "smidt ud", valgte jeg bare at gå tilbage og sætte mig få minutter efter. Jeg var ligeglad med at de kun vil have mødre på stuen, da det føltes helt forkert at være væk fra Silke.

Der findes stuer hvor par, endda familier må være, men der er næsten en intern kamp om at komme på disse familiestuer, på Holbæk er der kun fire af slagsen. Af alle de forældre vi har snakket med på Neo er det næsten det eneste emne folk snakker om; "familestue". Stuen hvor både mor og far er velkommen, men det kræver at babyen mindst kan spise 50% af sin mad, at forældrene er selvstændige i pasningen og at baby har en god vægt/alder og kan regulerer sin varme selv - oven i det er der lange køer for at komme på en sådan stue. For os var hele dilemmaet amning, det er meget svært at få et så lille præmaturt barn til at spise selv. Vi glædede os til dagen kom hvor vi kunne rykke ind på en sådan stue, det ville bare ændre alt for os.

Vores datter blev født 34+4, så vores sag er slet ikke så ekstrem som nogle af de andre tilfælde på afdelingen. Faktisk er vores lille pige sund og klarede sig rigtigt godt allerede fra starten, hun kunne slet ikke klare sig bedre. Dog syntes vi der er mange ting der kunne laves om på sygehusene, både for at give forældrene et godt ophold, men også for at lette alle de følelser der opstår ved at have et hospitaliseret barn. 

I hvert fald har vi lavet en dag for dag beretning om vores og Silke’s ophold her på sygehuset. Vi har skrevet denne tekst for selv at kunne huske vores ophold, men også så andre der måske er i samme situation kan høre at det ikke kun er dem der syntes det er svært. For det er ikke nemt at starte sin familie ud ved at bo på et sygehus – og samtidig skal få det til at fungerer derhjemme med daglige gøremål.

Hvis i vælger at læse bloggen, så må i undskylde den lange tekst, vi har først og fremmest skrevet det for os selv så vi ikke glemmer den hårde tid vi havde i Silke's præmature uger.
Silke's stue som vi under den første del af opholdet delte med et andet par, (intensiv neonatal holbæk). Charlotte ses på billedet.

Your comment will be posted after it is approved.


Leave a Reply.

    Om bloggen

    Denne side er lavet af Mikkel og Charlotte,
    Silke's forældre.

    En dag til dag fortælling om vores ophold på neonatal


    Silkes termin:

    Arkiver

    December 2013
    November 2013

    Kategorier

    All