Kl. 06:10 - D. 18/11-13
Vi vågnede brat da Charlottes vand pludselig gik mens vi lå og sov. Først troede vi det var en ufrivillig vandladning der havde opstået i forbindelse med sengraviditeten; men vi kunne hurtigt regne ud at vandet var gået da det blev ved med at sive - og Charlotte aldrig har haft vandladningsproblemer. Med det samme kørte vi til hospitalet som ligger ca. 30 min. væk fra vores bopæl. Vi var selvfølgelig en smule nervøse, men vi havde ikke regnet med at det betød at Silke allerede skulle komme til verdenen flere uger før tid. Min, (Mikkels), rationelle tankegang fandt selvfølgelig alle mulige løsninger på problemet og jeg beroligede Charlotte ved at jeg var sikker på at hospitalet kunne sætte det hele på hold, så Silke kunne blive i maven og vokse sig stor og stærk. Da vi ankom til jordemoderen var situationen selvfølgelig helt anderledes. Jordemoderen sagde at der var tydelige veer og at vandet med sikkerhed var gået. De kunne intet stille op, fødslen skulle i gang med det samme. 

Charlotte har altid haft en dyb indre frygt for at føde og allerede da vi mødtes for 10 år siden sagde hun at hvis vi skulle have børn, så skulle det foregå ved kejsersnit. Det indvilligede jeg i da jeg ikke så det som et problem. Så hospitalet vidste hun skulle have kejsersnit og hun blev gjort klar til operationen. Charlotte var meget bange da hun slet ikke havde regnet med at det allerede skulle ske så tidligt, og at hun ikke havde haft nogen forberedelsestid. Det var tidligt om morgenen og hun havde ikke indstillet sig mentalt på at det skulle være nu.
Her ligger charlotte og venter på at lægen kommer og siger "nu skal det ske".
KL 17:15 – D.18.11.13
Efter ca. 10 timers ventetid kom de endelig og hentede Charlotte til operation. Vi var ved at blive helt nervøse over at skulle vente så længe da de kaldte situationen akut. Imellemtiden havde de lavet en masse tests på hende, bla. for at sikre om vandet var gået mm.

KL 17:45 – D.18.11-13 - 0 dage gammel (1804 gram),
KL 17:45 blev Silke taget ved kejsersnit. Hele 5 uger og 1 dag for tidligt i.flg terminen - (4 uger og 2 dage inden planlagt kejsersnit). Hun vejede kun en lille vægt af 1804 gram da hun kom ud. Men hun havde det godt og hendes lunger var modnet nok til at hun grad tydeligt og trak vejret uden besvær. Sammenlagt gik der kun 5 minutter fra de lagde Charlotte i narkose til jeg, Mikkel, fik lov til at komme ind på operationsstuen og såeSilke. Ventetiden på ca. 5 minutter føltes som fem dage og det første tegn på at hun havde det godt var den spæde barnegråd, som jeg tydeligt kunne høre igennem den meget tykke metaldør på operationsstuen. 
Da de åbnede døren og bad mig komme ind var det det største jeg har prøvet i mit liv, en oplevelse der slog alt andet tusindefold. Det var med ærefrygt at jeg så min datter for første gang, jeg skælvede over hele kroppen og fælede også tåre da jeg så hende. Aldrig har jeg set så smuk og fin en lille baby, det var min datter der lå på bordet. Helt perfekt og smuk i alle henseender. Aldrig har jeg følt mig så oven på. Det var en følelse som aldrig kan genskabes og en følelse jeg aldrig ville være forundt og en følelse der ikke kan beskrives med ord. Efter min mening verdens smukkeste lille pige - uden tvivl! Personalet forsikrede mig om at alt var gået perfekt, både Charlotte og Silke havde det godt og Charlotte var ved at blive syet sammen. 

En sygeplejerske spurgte om hun skulle tage et billede, dette ses herunder. Som man kan se er jeg
 verdens stolteste far! Silke havde stadig fødselsfarve og er smurt i fosterfedt. 
Charlotte sov stadig og der skulle gå ca. 2 timer før hun vågnede op og kunne få sin datter i armene. Jeg fik at vide at det var bedst jeg sad med hende indtil Charlotte kom. Silke havde det godt men desværre var hun så lille at hun skulle have modermælken via sonde. Ellers var hun rask, trækkede vejret perfekt og fungerede i alle andre henseender. 
På billedet herover sidder jeg på neonatal intensiv afdelingen og ventede på at Charlotte kom tilbage fra opvågningen. Jeg ventede i ca. 2,5 timer på at hun kom retur fra aneæstesi afdelingen. Men aldrig har to timer gået så stærkt. Jeg husker tydeligt Silkes farmor, Lena, da hun rettede mig da jeg spurgte efter Charlotte og sagde; ”Mikkel, der er altså ikke gået tyve minutter, der er gået langt over to timer nu”. Det kunne jeg slet ikke forstå, men set tilbage tror jeg det gerne. Oplevelsen var simpelthen så overvældene at alt andet end min datter og Charlotte forsvandt ud i tåger og blev ligegyldigt. Det var noget af en oplevelse at sidde med et spædbarn på små 1804 gram på en intensivafdeling og vente på hendes mor. Som man kan se på billedet fik hun CPAP lufthjælp for at lette den tidlige vejrtrækning. CPAP har intet med respirator eller ligende at gøre, det blæser egentlig bare barnet i næsen for at lette vejrtrækningen. Dette er noget man næsten altid bruger på præmature børn for at sikre sig at de får den nødvendige mængde ilt/luft.

Det var en smule hårdt at ens datter ikke bare kunne få ro og nærvær, men at hun skulle ligge med diverse elektroder, følere og luftslanger. Selv om personalet sagde at hun havde det godt og at vi skulle tage det roligt, så var det ikke spor sjovt at se ens elskede guldklump ligge med så meget overvågning. Det var en smule skræmmende til at starte med.

Så kom Charlotte endelig tilbage fra opvågning. Ca 2 timer efter. Det var rart at kunne give hende hendes datter som hun ikke kunne vente med at se. Det var lige så stort for hende som for mig, og det var vigtigt at Silke kom hurtigt op til hende og fik den vigtige moderomsorg og nærvær som babyer behøver. Far er god, men han er ikke lige så god som mor i dette tidlige stadie. Jeg var meget glad for at Charlotte kom, det betød meget at Silke kunne ligge hos hende.

På opvågningsafdelingen var Charlotte kort efter opvågning blevet spurgt hvor ondt hun havde på en skala fra 1-10, Charlotte svarede 8. Personalet fortalte hende at hun først måtte blive kørt ned på neo når hendes smerte lå på 4. Charlotte svarede straks, "jeg mente 4, ikke 8". Hun insisterede på at se Silke med det samme og personalet indvilligede og kørte hende ned til neonatal med det samme.

På billedet herunder ses Charlotte med Silke som hun lige havde fået i armene.
Lægerne havde sagt at Silke i hvert fald ikke kunne drikke selv før hun var 36+ og at Charlotte først kunne producerer mælk på 4-5 dagen fordi hun havde fået et så tidligt kejsersnit. Men allerede efter kejsersnittet kunne Charlotte pumpe 25ml mælk  ud, hvilket var den første store succes for os på Neo. Personalet var forbløffende og sagde at det var super flot!

På billedet ligger mor Charlotte med Silke, som man kan se har hun CPAP lufthjælpen i næsen.
Denne nat skulle vi begge sove på en stue ved fødegangen, en helt anden afdeling end hvor Silke lå. Vi måtte ikke være på neonatal endnu, men vi gik derned utallige gange i løbet af natten. Charlotte var stadig groggy af bedøvelse og det endte med at vi begge faldt i søvn tidligt om morgenen, (selvom det selvfølgelig var en meget ambivalent følelse når nu vores lille pige lå på en helt anden afdeling under massiv overvågning).
 





Leave a Reply.

    Om bloggen

    Denne side er lavet af Mikkel og Charlotte,
    Silke's forældre.

    En dag til dag fortælling om vores ophold på neonatal


    Silkes termin:

    Arkiver

    December 2013
    November 2013

    Kategorier

    All