27/11-13 - Ni dage gammel
I dag har været en meget hård dag. I går fik vi beskeden om at Silke skulle have taget endnu et hælestik. Her til morges kom laboranten "Ding, hov jeg mente Dang, det var ikke for at sige dit navn forkert Dong", forbi og tog prøven på Silke. Vi fik beskeden om at Silke skulle i lysbehandling igen. Selvom hendes tal var stabile og vi havde fået at vide at hun var kurreret. Men tallene var pludselig gået op til et niveau på 232. Vi fik at vide at vi kunne forvente op til 6 dage i lys i alt, (indtil nu har hun været 2 dage i lys). Det var super ærgerligt, og en lille smule nedslående. Det er synd for hende at hun skal ligge der uden at kunne se noget, man kan ikke rigtigt tage hende op og hun ligger i lys kun iført ble. Vi forventer at hun kommer ud engang om fredagen. Man skal nemlig helst kun ligge et par dage, for derefter at have et par dages ro. Sådan starter det forfra indtil gulsoten er væk, i hvert fald i vores tilfælde.
Da vi kom tilbage fra morgenbadet var vores ene seng blevet fjernet og vores ting fuldstændig omrokerede. Vi fik at vide af plejeren at der kom et nyt barn ind på vores stue, et barn med meget kraftigt gulsot og så høje bilirubintal, at de måske endda overvejede, at flytte det til rigshospitalet. Det var selvfølgelig meget synd for barnet og dets forældre, som var rigtigt flinke; men det gik Charlotte utroligt meget på alligevel. For nu vidste hun at hun igen skulle sove uden mig - og hun vidste at hun ikke kunne have et privatliv, som vi havde haft de sidste par dage. Ligeså skulle jeg igen sove i en stol, denne gang på hospitalgangen istedet for på stuen. Det bliver utroligt hårdt når Mikkels forældreoverlov er slut. Det bliver ikke sjovt at skulle sove i en stol, stå op i løbet af natten og derefter tage tidligt afsted på arbejde. Det er altid svært at skulle tilse andre folks behov når man selv er presset, og selv om parret var flinke og søde, begyndte vi hurtigt at irriterer os over det meget store spædbarn. Barnet var utroligt højlydt, for det var et barn født til tiden, et 4+ kilo barn. Dets hvinene gråd var ikke særlig behagelig. Specielt ikke om natten og set i lyset af at Silke aldrig selv græder, det er ikke spor sjovt at skulle høre på et andet barns kontinuerlige vrælen; slet ikke taget i betragtning at det græder så utroligt højlydt og hysterisk hele tiden. Desuden bliver man nervøs for om det påvirker Silke, på en eller anden måde burde hun jo tænke over at der pludselig var et barn der skreg hele tiden.
Kl 13:00 kom der en sundhedsplejerske og tilså Silke. Det gik stille og roligt, hun ville gerne følge os mere end normalt; da Silke jo er et præmaturt barn på trods af at hun er velfungerende og sund. Vi aftalte med SP at hun skulle komme til vores udskrivningssamtale, da hun ikke kendte til det at have med præmature børn at gøre og gerne ville høre hospitalets afslutning på sagen så de to systemer ikke gik fejl af hinanden. Samtalen med SP gik stille og roligt og var som den slags samtaler nu er.
De sidste par dage havde Mikkel haft en hævelse under tungen, den gjorde ondt og Mikkel besluttede at nu måtte det hellere blive set på af en læge. For hvad nu hvis det var noget smitsomt, det ville ikke være godt blandt alle de små babyer? Han gik ned til lægevagten og kom ind efter en times ventetid. Kl. var ca. 23:00 på dette tidspunkt. Lægevagten sagde at det var en spytkirtelsten. Det kunne man ikke rigtigt gøre noget ved, det kunne måske fjernes ved en mindre operation men det kunne gå ud over smagsløgende. Nogen gange kunne det gå det væk af sig selv, men det er slet ikke sikkert. Lægen anbefalede at man drak og spiste masser af spytfremkaldende ting, som fx appelsinjuice og citron mm. Lægen sagde at spytkirtelsten ofte forekom pga. hurtige fødeskift, dårlig kost eller stress mm. Vi kunne forestille os at det måske var skiftet til den kedelige hospitalsmad fra vores egen lidt mere spændende mad? I hvert fald var det ikke smitsomt, det kunne være kønt hvis det fx. var en sygdom blandt så mange uvaccinerede småbørn.
Senere skulle det vise sig at blive vores værste nat til dato på neo :( Nok endda den allerværste nat vi længe havde haft hver i sær. Faktisk fik vi begge under én time søvn sammenlagt den nat. For barnet vi lå ved siden af begyndte at skrige ved 20:00 tiden, derefter skreg det kontinuerligt uden stop indtil næste morgen. Det var ikke en normal gråd, det var en hvinende/hæs og ekstremt højlydt skrigeri, et skrigeri der skar direkte igennem knoglerne. Barnet kunne høres helt uden for neonatal afd. Så det var slemt at ligge på stue med. Man kunne næsten forestille sig at et kolikbarn ville være en dejlig afveksling til dette kæmpebarns infernalske og hysteriske larm. En gang imellem holdte barnet en pause på 2-5 minutter, hvorefter det begyndte at skrige 20+ minutter igen. Moderen/faderen var ikke til stede de var stadig indlagt på barselafsnittet og havde valgt ikke at sidde hos deres barn pga. tæthed efter operation osv. Det efterlod os med et skrigende barn og vores egne problemer at tænke på samtidig. Da vi skulle sove, var skrigeriget på sit allerhøjeste. Vi blev hele tiden nød til at trække i tilkaldesnoren da personalet ikke reagerede på barnets skrigeri. Uden at overdrive var de nok herinde 20-30 gange på få nattetimer for at få det til at tie stille. Ligemeget hjalp det, blot sekunder efter de gik begyndte gråden igen. Da klokken var 3-4 stykker om natten kom moderen tilbage, men hun forsvandt hurtigt efter at have snakket med barnet da hun ikke engang selv kunne holde ud at høre på det, det var hun for træt til. På det tidspunkt begyndte vi at få rigtigt meget stress, det var helt umuligt at få sovet og det var meget irriterende at skulle tilkalde personalet hele tiden for at de kunne trøste barnet til ro.
Da klokken var 05:30 blev det simpelthen for meget. Vores lille datter var blevet holdt vågen hele natten og havde ikke fået noget søvn. Hver gang det andet barn skreg blev Silke vækket og så meget fustreret ud. Silke græder næsten aldrig, hun beklager sig kun - men det var nemt at se at hun blev holdt vågen. Ligeså var vi selv blevet holdt lysvågne, selvom vi prøvede at afskærme vores øre med lag af puder og dyner mm. Vi tog en beslutning: Nu var det for meget, det kunne ikke være rigtigt at andres børn skulle ødelægge rytmen for vores datters og hendes fremskridt. Vi havde været vågne hele natten og vi tog beslutningen om at afkoble lyskasse/varmekasse og tage hele opsætningen med ind i opholdsstuen. Sygeplejerskerne virkede ikke spor glade for vores beslutning, for at sige det mildt. Men jeg, Mikkel, var ligeglad da hverken Charlotte, Silke eller jeg kunne sove. Jeg fortalte plejerne at de måtte skifte os til en anden stue, hvilket de nægtede, selv om der var flere intensiv stuer hvor der kun lå et enkelt par. Jeg sagde at det ikke kunne være rigtigt at vores lille spædbarn skulle holdes vågen af så hysterisk skrigeri. De måtte forflytte enten os eller barnet. Det nægtede de; så mod deres vilje gjorde vi os tilpas i opholdstuen, satte lyskasse og varmekasse op, hvilket var meget besværligt. Vi hentede også alle Silkes ting der gjorde pasningen muligt. Mikkel satte sig i en stol udenfor så folk ikke gik ind og vækkede Charlotte og Silke. Desværre faldt han selv i søvn på gangen af ren udmattelse. Sikke en nat.
I dag har været en meget hård dag. I går fik vi beskeden om at Silke skulle have taget endnu et hælestik. Her til morges kom laboranten "Ding, hov jeg mente Dang, det var ikke for at sige dit navn forkert Dong", forbi og tog prøven på Silke. Vi fik beskeden om at Silke skulle i lysbehandling igen. Selvom hendes tal var stabile og vi havde fået at vide at hun var kurreret. Men tallene var pludselig gået op til et niveau på 232. Vi fik at vide at vi kunne forvente op til 6 dage i lys i alt, (indtil nu har hun været 2 dage i lys). Det var super ærgerligt, og en lille smule nedslående. Det er synd for hende at hun skal ligge der uden at kunne se noget, man kan ikke rigtigt tage hende op og hun ligger i lys kun iført ble. Vi forventer at hun kommer ud engang om fredagen. Man skal nemlig helst kun ligge et par dage, for derefter at have et par dages ro. Sådan starter det forfra indtil gulsoten er væk, i hvert fald i vores tilfælde.
Da vi kom tilbage fra morgenbadet var vores ene seng blevet fjernet og vores ting fuldstændig omrokerede. Vi fik at vide af plejeren at der kom et nyt barn ind på vores stue, et barn med meget kraftigt gulsot og så høje bilirubintal, at de måske endda overvejede, at flytte det til rigshospitalet. Det var selvfølgelig meget synd for barnet og dets forældre, som var rigtigt flinke; men det gik Charlotte utroligt meget på alligevel. For nu vidste hun at hun igen skulle sove uden mig - og hun vidste at hun ikke kunne have et privatliv, som vi havde haft de sidste par dage. Ligeså skulle jeg igen sove i en stol, denne gang på hospitalgangen istedet for på stuen. Det bliver utroligt hårdt når Mikkels forældreoverlov er slut. Det bliver ikke sjovt at skulle sove i en stol, stå op i løbet af natten og derefter tage tidligt afsted på arbejde. Det er altid svært at skulle tilse andre folks behov når man selv er presset, og selv om parret var flinke og søde, begyndte vi hurtigt at irriterer os over det meget store spædbarn. Barnet var utroligt højlydt, for det var et barn født til tiden, et 4+ kilo barn. Dets hvinene gråd var ikke særlig behagelig. Specielt ikke om natten og set i lyset af at Silke aldrig selv græder, det er ikke spor sjovt at skulle høre på et andet barns kontinuerlige vrælen; slet ikke taget i betragtning at det græder så utroligt højlydt og hysterisk hele tiden. Desuden bliver man nervøs for om det påvirker Silke, på en eller anden måde burde hun jo tænke over at der pludselig var et barn der skreg hele tiden.
Kl 13:00 kom der en sundhedsplejerske og tilså Silke. Det gik stille og roligt, hun ville gerne følge os mere end normalt; da Silke jo er et præmaturt barn på trods af at hun er velfungerende og sund. Vi aftalte med SP at hun skulle komme til vores udskrivningssamtale, da hun ikke kendte til det at have med præmature børn at gøre og gerne ville høre hospitalets afslutning på sagen så de to systemer ikke gik fejl af hinanden. Samtalen med SP gik stille og roligt og var som den slags samtaler nu er.
De sidste par dage havde Mikkel haft en hævelse under tungen, den gjorde ondt og Mikkel besluttede at nu måtte det hellere blive set på af en læge. For hvad nu hvis det var noget smitsomt, det ville ikke være godt blandt alle de små babyer? Han gik ned til lægevagten og kom ind efter en times ventetid. Kl. var ca. 23:00 på dette tidspunkt. Lægevagten sagde at det var en spytkirtelsten. Det kunne man ikke rigtigt gøre noget ved, det kunne måske fjernes ved en mindre operation men det kunne gå ud over smagsløgende. Nogen gange kunne det gå det væk af sig selv, men det er slet ikke sikkert. Lægen anbefalede at man drak og spiste masser af spytfremkaldende ting, som fx appelsinjuice og citron mm. Lægen sagde at spytkirtelsten ofte forekom pga. hurtige fødeskift, dårlig kost eller stress mm. Vi kunne forestille os at det måske var skiftet til den kedelige hospitalsmad fra vores egen lidt mere spændende mad? I hvert fald var det ikke smitsomt, det kunne være kønt hvis det fx. var en sygdom blandt så mange uvaccinerede småbørn.
Senere skulle det vise sig at blive vores værste nat til dato på neo :( Nok endda den allerværste nat vi længe havde haft hver i sær. Faktisk fik vi begge under én time søvn sammenlagt den nat. For barnet vi lå ved siden af begyndte at skrige ved 20:00 tiden, derefter skreg det kontinuerligt uden stop indtil næste morgen. Det var ikke en normal gråd, det var en hvinende/hæs og ekstremt højlydt skrigeri, et skrigeri der skar direkte igennem knoglerne. Barnet kunne høres helt uden for neonatal afd. Så det var slemt at ligge på stue med. Man kunne næsten forestille sig at et kolikbarn ville være en dejlig afveksling til dette kæmpebarns infernalske og hysteriske larm. En gang imellem holdte barnet en pause på 2-5 minutter, hvorefter det begyndte at skrige 20+ minutter igen. Moderen/faderen var ikke til stede de var stadig indlagt på barselafsnittet og havde valgt ikke at sidde hos deres barn pga. tæthed efter operation osv. Det efterlod os med et skrigende barn og vores egne problemer at tænke på samtidig. Da vi skulle sove, var skrigeriget på sit allerhøjeste. Vi blev hele tiden nød til at trække i tilkaldesnoren da personalet ikke reagerede på barnets skrigeri. Uden at overdrive var de nok herinde 20-30 gange på få nattetimer for at få det til at tie stille. Ligemeget hjalp det, blot sekunder efter de gik begyndte gråden igen. Da klokken var 3-4 stykker om natten kom moderen tilbage, men hun forsvandt hurtigt efter at have snakket med barnet da hun ikke engang selv kunne holde ud at høre på det, det var hun for træt til. På det tidspunkt begyndte vi at få rigtigt meget stress, det var helt umuligt at få sovet og det var meget irriterende at skulle tilkalde personalet hele tiden for at de kunne trøste barnet til ro.
Da klokken var 05:30 blev det simpelthen for meget. Vores lille datter var blevet holdt vågen hele natten og havde ikke fået noget søvn. Hver gang det andet barn skreg blev Silke vækket og så meget fustreret ud. Silke græder næsten aldrig, hun beklager sig kun - men det var nemt at se at hun blev holdt vågen. Ligeså var vi selv blevet holdt lysvågne, selvom vi prøvede at afskærme vores øre med lag af puder og dyner mm. Vi tog en beslutning: Nu var det for meget, det kunne ikke være rigtigt at andres børn skulle ødelægge rytmen for vores datters og hendes fremskridt. Vi havde været vågne hele natten og vi tog beslutningen om at afkoble lyskasse/varmekasse og tage hele opsætningen med ind i opholdsstuen. Sygeplejerskerne virkede ikke spor glade for vores beslutning, for at sige det mildt. Men jeg, Mikkel, var ligeglad da hverken Charlotte, Silke eller jeg kunne sove. Jeg fortalte plejerne at de måtte skifte os til en anden stue, hvilket de nægtede, selv om der var flere intensiv stuer hvor der kun lå et enkelt par. Jeg sagde at det ikke kunne være rigtigt at vores lille spædbarn skulle holdes vågen af så hysterisk skrigeri. De måtte forflytte enten os eller barnet. Det nægtede de; så mod deres vilje gjorde vi os tilpas i opholdstuen, satte lyskasse og varmekasse op, hvilket var meget besværligt. Vi hentede også alle Silkes ting der gjorde pasningen muligt. Mikkel satte sig i en stol udenfor så folk ikke gik ind og vækkede Charlotte og Silke. Desværre faldt han selv i søvn på gangen af ren udmattelse. Sikke en nat.
RSS Feed